Mærkesager

Ledelse er praksis

Menighedsråd skal have hjælp til forvaltning af opgaver, ved at dygtige mennesker besøger dem. Ikke konsulentlære, men mesterlære. Man kan lære af at være sammen med andre, der er ved hvordan, man skal lede og organisere. Man skal lytte til personale og menighedsråd og mennesker på gaden. Gadens larm virker godt, hvis man skal lede andre mennesker. Det gælder både præster og menighedsråd. Man kan ikke klæde folk på til ledelse. Ledelse er ikke noget, man kan erhverve gennem et teoretisk kursus. Ledelse er ikke teori men praksis. Dét er noget, man lærer ved at gøre det. Med andre ord handler god ledelse om at lytte; lytte til ansatte og lytte til folk i almindelighed og derfra drage sine erfaringer. Det vidste allerede Paulus. Han kaldte det at være leder for en nådegave, hvilket på græsk hedder karisma. Det handler om at få folk med sig og indgyde dem mod og selvtillid, og det gør man ved selv at gå foran og være et forbillede. Ledelse er således såre simpelt, skønt det grundlæggende er svært.

Provsten som præst

Provster skal ikke fjernes fra deres embeder, men de skal have sekretærhjælp, så de lettes for unødvendigt arbejde. Det er vigtigt, at provster også har en finger på den pastorale puls og selv skal prædike og afvikle gudstjenester. Adskiller man provsten fra præsten, kan man i princippet ansætte en cand.polit. Dét tvivler jeg på er holdbart. Provsten forstår kun præsents arbejde ved selv at være præst.

Det er stadig forkyndelsen af evangeliet, som er det væsentlige. Erstatter vi forkyndelse og dermed det kristne sprog med et merkantilt og djøfiseret sprog, så er vi ude på en glidebane. Provster skal med andre ord have hjælp, men de skal stadig fungere som præster.

Flere præster

Det er svært at rekruttere præster, når der er præstemangel. Det gælder for alle stifter. Det skal derfor være attraktivt at være præst på Fyn. Det har noget med renommé at gøre. Derfor skal langtidssygemeldingerne begrænses, ved at man anvender vikardækning, og dermed ikke trækker på rådighedsordningen. Skal fuldtidsansatte præster vikariere i langtidsygemeldinger, ender det med, at vi alle går ned med flaget.

Det kræver selvfølgelig økonomi, og kan man ikke få penge til flere præstestillinger fra Kirkeministeriet, må man finde pengene indenfor stiftets egne rammer. Man kunne spørge sig selv: Kan vi begrænse antallet af konsulenter og sognemedhjælpere og finde pengene her? Med andre ord: Færre konsulenter, men flere præster. Dét, tror jeg, bliver fremtiden.

Den tjenstlige samtale

Den tjenstlige samtale er en nødvendighed, man ikke skal gøre brug af. Så kort kan det siges. Den bruges, når den indkaldte præst selv kan se, at man er gået over grænsen. Det gælder i forhold til dogmatiske og juridiske bestemmelser, hvor man ikke er i tvivl om, at man har kørt over for rødt. Det er faktisk yderst sjældent og dermed en undtagelse.

Til gengæld mener jeg ikke, at man skal misbruge den tjenestelige samtale til disciplinering, fordi en respektiv præst ikke har den rette tone. Der skal være plads til at tænke anderledes og personligt, så længe det er er i overensstemmelse med ritualbogen og juraen. Hver søndag siger vi i kirkebønnen: "Lad ordet have frit løb iblandt os".  Præster skal med andre ord have lov til at tale ud og tale igennem. Det er ikke biskoppens opgave at være tonemester. En biskop skal gå ud og tale med præsterne og ikke indkalde dem i tide og utide til tjenstlige samtaler for at gøre dem usikre og befæste sin magt. Det er en uskik og skaber ikke tryghed og gode arbejdsvilkår.

Liturgi og folkelighed

Ritualbogen fortæller os, hvordan gudstjenestens forløb er. Det hedder med et fint ord liturgi. Højmessen er centrum i kirkelivet, og den skal man ikke ændre på. Ethvert sogn har selvfølgelig ret til at lave alternative gudstjenester, men det er ikke på højmessens plads. Den folkekirkelige struktur skal bevares. Vi løser ikke arbejdsmæssige problemer ved at ændre på strukturen. Vi får heller ikke flere i kirke ved at ændre på liturgien. Undersøgelser viser, at liturgiske ændringer ikke interesserer kirkegængeren, tværtimod. I en kultur, hvor vi taler om fornyelse og innovation, er det faktisk beroligende, at vi har en institution, der er så fornyende, at den til stadighed tør at være gammel. Det er faktisk nyt - ikke at forny sig. Det er innovativt. Længe leve Folkekirken!